NYHEDSBREV SEPTEMBER 2022
Leder Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
Rødovre Cup

De store Drenge

Vi havde 2 hold med i 5/6 klasse rækken.

Vores 5 klasser, som også fik lidt hjælp fra 4. klasse, gjorde alt hvad de kunne for et godt resultat.

Desværre var modstanden for stor, og de endte med at tabe et par tætte kampe og kom ikke videre i turneringen.

Til gengæld var det fantastisk at se deres opbakning til vores 6. klasse hold, som nåede længere i turneringen.

De blev resten af dagen og heppede med på sidelinjen.

Grundet corona, var det vores 5. klassers første turnering, hvilket ikke var tilfældet for 6. klasserne. De nåede at spille i 3. klasse, og en lille forhistorie her:

I 3. klasse tabte de første kamp 0-6 til Islev, som de senere mødte i finalen. Her spillede de uafgjort og tabte efter straffe, hvilket jo næsten føltes som en sejr, efter det første store nederlag.

Det er dog sjovere at vinde, så de gik selvfølgelig efter sejren denne gang. Nå men, samme procedure som for 3 år siden.

Drengene og Mina startede med et nederlag til Valhøj, men fik alligevel spillet sig videre til semifinalen, hvor Noah med et langskud fra eget mål (han var målmand) fik snydt målmanden og scorede kampens enlige mål.

Klar til finalen og gæt hvem vi så mødte her? Godt gættet, det var nemlig Valhøj igen, så nu var hævnens time kommet.

Meeeeeget spændende kamp, hvor vi kom bagud 1 minut før tid. 10 sekunder senere, slipper William næsten fri, men bli’r stoppet lidt hårdt og kan ikke spille videre.

Øv, for vi havde ingen reserver, men heldigvis stod Nicolaj fra 5. klar på sidelinjen. Hurtigt ind med ham, og 10 sekunder senere dribler han og spiller Samuel fri til udligning.

Vild jubel og straffesparks turnering igen, puuuh kan næsten ikke holde til det.

Efter 3 spark er det helt lige, og det er Ebu der skal sparke for os. Hans 2 søskende tør næsten ikke kigge fra sidelinjen, og jeg siger til dem at de bare skal tage det roligt for han smadrer den ind i krydset, ønsketænkning men hvem ved.

Søreme om ikke Ebu gjorde som jeg drømte om, smadrede den ind i krydset, og så var det op til Noah at redde deres sidste skud.

Det gjorde han, og jeg tror sjældent jeg har set en større æresrunde, de ku’ slet ikke stoppe med at juble.

Tak drenge for en fantastisk turnering og kæmpe tillykke med sejren til Ebu, Samuel, Mina, William og Noah. Og så lige til Nicolaj der fik sine 50 sekunders berømmelse og nåede at blive kampafgørende. Hold op hvor har I fortjent det.

Henrik









Drengene fra 3. klasse

Vi har været flere årgange afsted til Rødovre Cup, hvor vi har haft succes med alle hold, på hver deres måde.

3. Klasserne spillede fredag, hvor der deltog 6 drenge.

Drengene havde tætte kampe og spillede flot fodbold sammen. Desværre gik den ikke længere end gruppespillet for 3. Klasserne.

Udover at spille og kæmpe hårdt, fik 3. Klasserne sig en hyggelig dag sammen og spiste en masse hotdogs og frugt.

3. Klasserne var gode til at heppe på vores piger, og gav dem masser af energi.

Musa









Pigerne

Sikken en fest det var.

Rødovre Cup anno 2022.

Der var høj sol, blå himmel og 24 gr.

Vi var 8 seje piger, en masse skønne tilskuere og masser af voksne til at guide og heppe.

Nyager UK havde sørget for forplejning med pølser og frugt og gode rammer med musik.

Pigerne skulle spille 3 pulje kampe. Den første mod Nyager som de vinder 4-0. Målene scoret af Mina, Alma og 2 af Alba. Pigerne var virkelig gode og humøret var højt. I 2. kamp mødte vi Valhøj. Det var en ualmindelig velspillet kamp som endte 0-0. Der blev kæmpet fra alle piger og jeg kan kun sige der var god kampånd og humøret stadig i top. Den sidste puljekamp var mod Rødovre skole. Igen blev der gået til vaflerne og vi vandt også denne kamp 4-0 med mål scoret af Lara, Josephine og 2 af Mina.

Vi vidste nu at vi var videre men da Valhøj som vi lå a point med manglede deres sidste puljekamp vidste vi ikke om vi blev 1 eller 2 i puljen. Valhøj bankede en masse mål ind i deres sidste puljekamp og vi måtte se os slået af dem på en bedre målscore.

I semifinalen mødte vi Rødovre byggelegeplads. Det var en meget lige kamp med chancer i begge ender og flot spil. Den endte også 0-0 og vi måtte denne gang ud i en gang amerikansk straffespark. 3 fra hvert hold skulle skyde.
Da alle fra Rødovre byggelegeplads havde skudt og 2 af vores piger havde skudt stod det stadig helt lige. Mina havde derfor muligheden for at afgøre det. Hun sender et rigtig flot spark mod modstandernes mål og scorer til stor begejstring for både spillere og tilskuere. Vi var i FINALEN.

I finalen mødte vi Valhøj endnu en gang.

Pigerne var lidt nervøse og spændte.

Det var nu også meget spændende der var chancer i begge ender og kun det flotte målmandsspil forhindrede mål i kampen. Derfor stod vi nu endnu engang overfor en omgang amerikansk straffe. Det blev en nervepirrende omgang hvor begge målpiger tog det ene spark efter det andet.

Ved 6. spark fra Valhøj scorer de og alt pres ligger på vores skuldre. Men Lara er iskold og scorer således også vores 1. straffespark og det står nu 1-1. Valhøj scorer igen og det bliver det sidste og afgørende mål i finalen.

VI VANDT SØLV

Alle havde gjort det så flot og der var da heldigvis ingen sure miner. Valhøj var rigtig søde og kom og sagde tak for kampen og tilkendegav at det havde været en hel lige kamp hvor de trak det længste strå.

STORT TILLYKKE TIL VORES SUPER SEJE PIGER

Louise












Høstfest

Vi startede skoleåret med høstfest for børn og voksne.

I løbet af dagen kiggede vi noget mod himlen, og endte med en beslutning om at sidde ude til trods for varsel om regn.

Det blev en rigtig hyggelig aften med mad over grill, glade forældre og børn, mere end en der i kampens hede blev skadet -
nogen slog hovedet, nogen benet og en enkelt forælder vred om på anklen.

Det er så skønt med den opbakning vi oplever fra jer forældre, når vi lukker op for arrangementer der også inddrager jer, og vi glæder os til næste gang vi ser jer.

Pernille




Overnatning

Det er efterhånden nogle år siden vi slog telte op ved bålpladsen, laver mad over bål, spiller rundbold i aftenskumringen og sover under teltdugen.

Til gengæld er det en god tradition som vi har savnet.

Tidligere har overnatningerne været for vores største børn, men for et par år siden besluttede vi, at vi gerne vil have flere med. Desvære har omstændighederne betydet at vi ikke har prøvet det med flere, og yngre, børn endnu.

Derfor var det ekstra dejligt at vi fra at være usikre på om det overhovedet kunne blive til noget, pludselig stod med en lille men klar flok børn, der havde en fest også selvom det i løbet af aftenen og specielt hen over natten begyndte at regne.


Det viste sig at overnatning med børn i flere aldre er et hit. Noget var anderledes end tidligere, andet var helt det samme. Uanset, var det super hyggeligt.

Og med regnen var det skønt at vi ny har grillhytten, hvor vi kunne sidde i læ, kigge ind i bålet mens der blev leget hviskeleg og regnen dryppede udenfor.

Det var en smule trætte børn, der for nogens vedkommende ikke havde sovet meget, der stod op lørdag morgen. Til gengæld var det glade børn, der alle hjalp med oprydningen, inden vi igen tændte bålet og bagte pandekager til morgenmad.

Jeg er så klar til næste år.

Pernille



















Fødselsdage i august

Tillykke til jer alle


5. Marcus 12 år


9. Nikita 12 år


13. Alba 9 år


15. Najthalie B 12 år


16. Ivan 11 år


7. Karoline K 9 år

Fødselsdage i september

Tillykke til jer alle


4. Lilli 10 år


8. Gabrielle 11 år


15. Rasmus 10 år


17. Marco 9 år


18. Annabell 10 år


21. Filip 10 år


25. Marius 10 år


25. Olivia S 13 år

Kalenderen den næste tid

Fredag d. 23. september er der tur for de store.

Igen en god og gennemprøvet tradition for børn fra 5. klasse og op.

Vi skal bowle, vi skal i biografen og vi skal spise ude.

Invitationen er sendt ud.



Det er ved at være bolsjetid.

Vi har fundet tre datoer, og har plads til 16 børn pr gang.

Arrangementerne starter klokken 16.00 og slutter klokken 20.00. Det er vigtigt at alle er der til tiden.

Undervejs spiser vi sammen, og laver bolsjer, så sukkerdampene når nye højder.

Prisen er 30,- kr fra 4. klasse og op. Det er gratis for 3. klasse.

Datoerne er:

Onsdag d. 28. september.

Mandag d. 3. oktober.

Torsdag d. 13. oktober.



Fredag d. 28. oktober er det tid til Halloween.

Det er en aften kun for børn - i uhyggens tegn.

Mere information følger



I år er der VM i fodbold og danmark er med.
Vi finder storskærmen og ser kampene sammen. I første omgang de to puljekampe på hverdage.

Tirsdag d. 22. november spiller vi mod Tunesien. Kampen starter klokken 14.00. Vi udvider åbningstiden, så alle kan nå at se kampen færdig, inden vi går hjem.

Onsdag d. 30. november spiller vi mod Australien. Kampen starter klokken 16.00. Igen udvidder vi åbningstiden, og går hjem når kampen er slut.



De historiske Juleture til et julepyntet København skal selvfølgelig også gennemføres i år.

Vi tager ind til byen, kigger på vinduer, køber julegaver, hygger og spiser sammen, inden vi kommer hjem igen.

Vi er spændt på hvor mange lys der er i år.

Vi tager af sted fra skolen, når alle har fri og vender hjem omkring klokken 20.00.

Prisen er 80,- kr for alle.

Som udgangspunkt er der plads til 12 på en tur, men vi vil forbeholde os retten til at lade flere komme med, hvis der er mange af de store på et hold.

Vi har fundet tre datoer:

Onsdag d. 23. november.

Torsdag d. 1. december.

Tirsdag d. 6. december.



Onsdag d. 14. december byder vi på Julefrokostbanko for børn.

Vi forestiller os en aften med en juleinspireret børnevenlig buffet, banko og julehygge pladen fuld.

I får mere information, når vi nærmer os.



Torsdag d. 12. januar er det tid til Klubaften.

Vi holder aftenåbent i Klubben, spiser sammen og finder spil fra spilskabet frem.

Mere information og priser følger.



Tivolituren er i år Torsdag d. 4. maj.

Sæt gerne kryds i kalenderen - I kommmer til at høre mere.


LEGO



På et tidspunkt i barnelivet holder børnene op med at lege. Det siger de i hverrt fald.

Men når samtlige sjette klasses elever pludselig sidder og sammen bygger det højeste tårn af LEGO - kan det så kaldes leg.

Under alle omstændigheder var det hyggeligt, stemningen var fantastisk og mesterværket værd at forevige.

Det var dejligt att se.

Pernille


Fødselsdage

Tidligere ønskede vi altid månedens fødselsdagsbørn tillykke med dagen i Flaskeposten.

Det tager vi nu op igen.

I månedens udgave får fødselarerne fra august selvfølgelig også et tillykke med på vejen.

I Klubregi har vi valgt at udvide, så månedens sidste børnemøde, ud over de mere almene punkter, også vil indeholde et tillykke til månedens fødselsdagsbørn med uddeling af et eller andet. For august blev det is.

Det er et nyt tiltag, og vi har ikke fundet den endelige form. Det kommer vi til at arbejde på, og mon ikke input fra børnene vil være med til at præge måden vi gør det på.

I hvert fald var det et hit, som fødselsdagsbarn at få lov at være dem, der delte is ud.

Og så er der jo ikke et øje tørt.

Pernille

Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Eva Klovgaard Lassen (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top