NYHEDSBREV MARTS 2016
Fra ledelsen Børnesyn Skattekisten Piratskibet Tømmerflåden
ENDELIG!

Fik vi kåret et par vindere i vores bordtennis- og billardturneringer. Dog kun i bordtennis indtil videre, hvor både drengene og pigerne fik kåret en vinder.

Freja 4.B og Nikita 6.X mødtes i en ret spændende kamp. De havde mødt hinanden i indledende runde, hvor Freja vandt, så hun måtte stille op som kneben favorit.

Nikita var dog ikke sådan at bide skeer med, hun var i finalen for tredie år i træk, så der var lagt op til et brag af en kamp, og det blev det. Hvert enkelt sæt blev afgjort med mindste marginaler, men desværre for Freja var det Nikita der vandt flest sæt. Så en flot kamp endte med, at Nikita endelig fik sin finale sejr efter tre år. Freja var selvfølgelig lidt skuffet, men havde stort overskud til at glæde sig på Nikitas vegne.

Godt gået begge to, og Freja, som du selv sagde: ”så må jeg jo prøve om jeg kan vinde næste år.”. Nemlig!

Stort tillykke til jer begge, og til Emilie 5.A, som tog bronzemedaljen i en god spændende fight, mod sin klassekammerat Laura H.

Drengenes finale var mindst ligeså spændende. Gentagelse af finalen fra sidste år med Mads 4.C og Amir 5.A på hver sin side af nettet. Mads vandt sidste år, så han var nok forhåndsfavorit, i hvert fald hvis vi spurgte Amir, som mente det nok ville blive svært at vinde.

Jeg kan godt huske sidste års kamp, og de har godt nok udviklet sig begge to. Rigtig spændende blev det, Amir tog de første to sæt, hvilket vist gjorde, at han fandt ud af, at han faktisk kunne vinde kampen. Det gjorde det ikke til en mindre attraktiv kamp, Mads måtte hive alt overskuddet frem, og han vandt så de to næste sæt.

Amir fik igen overtaget, og kom foran 3-2 i sæt, og Mads kæmpede sig tilbage til 3-3. Puha, sidste og afgørende sæt var en gyser. Drengene fulgtes pænt ad, med skiftende føringer indtil den stod 9-9. Jeg kunne dårligt trække vejret af spænding, men det kunne Mads, som lige havde det sidste krudt tilbage, vandt de to næste bolde og hermed kampen 4-3 i sæt.

Jeg tror det er en af de mest velspillede og spændende kampe jeg har set i vores femten år med disse turneringer. Tak for den oplevelse, og så er der gode chancer for at de to drenge kan blive udfordret endnu mere næste år, for Christoffer og Marwan fra 5.A, gav hen ad vejen god modstand og spillede en rigtig god kamp om bronzen.

Her trak Christoffer det længste strå, så stort tillykke til dig og de to andre med jeres medaljer.

Billard turneringerne er meget tæt på afgørelserne, men I må vente i spænding på resultatet til næste udgave af Flaskeposten.

Henrik







Skøjtetur

Det var vinterferie det var koldt og vi trængte til at bevæge os… så en tur i Rødovre skøjtehal blev dagens destination.

Fire friske unger og en voksen. En nybegynder, to næsten nye og en rutineret.

Det var med gå på mod og kamp for ikke at falde. Det var sjovt og det var hårdt og vi svedte og til sidst kunne vi ikke mere.

Det var en skøn tur.

Louise

Hobby, gør det selv og nye tiltag

I Hobby har vi kastet os over nye udfordringer. Gamle puslespil er blevet til nyt under parolen genbrug. En gang efter påske, når alle er færdige, vil vi igen byde på udstilling af en række afsindig flotte billeder børnene har lavet.

Og mens der i Hobby leges med brikker, lim og maling, har Lotte indtaget køkkenet og indbyder en gang om ugen til ”Lav din egen…”


Der bages boller, rulles pølsehorn, kreeres pizzaer og drejes snegle i køkkenet. Det er ikke bare barsalg, det er eftermiddagsmåltider, der kræver at ærmerne rulles op, og man selv griber i bolledejen.

Det er et hit. Når duften fra første omgang breder sig i Klubben, tiltrækkes alle de, der ikke allerede har været i gang. Tilbage er kun at finde på nye sjove påfund, der laves inden for overskuelig tid og smager godt.

Pernille

Månedens konkurrence

I februar skulle børnene gætte på, hvor høje vi voksne er tilsammen.

Der var mange gode gæt, også mange skudt laaaaangt forbi.

Ingen ramte helt rigtigt, men vi valgte de fire der lå inden for ti centimeter.

Nathaly, Ayan, Ebru og Lukas TD (alle fra 6.X) tillykke med vindertitlen - der er vist stadig en, der mangler at hente chokolade.
Specielt er jeg imponeret af Lukas, der med milimeterpræcished og øjemål fandt frem til hvor høje vi er.
Til de nysgerrige kan vi informere om, at vi er i alt 1548 centimeter høje.

Vi har selvfølgelig allerede fundet på en ny konkurrence, som kører i marts.

Denne gang skal børnene gætte hvor mange år vi tilsammen har arbejdet i Tinderhøj SFO.

Vi regner med hele år og runder helt efter matematiske foreskrifter op og ned.

Pernille



Fødselsdage i marts

Tillykke til jer alle



6. Maria 11 år


15. Marwan 12 år


22. Anna 10 år


30. Louise 11 år

Hørt i Klubben...

Gemmeleg i vinterferien:

Husk at kigge med lukkede øjne når du tæller...

Om månedens konkurrence:

Barn1:
Henrik hvor længe har du arbejdet her?

Henrik tæller på fingrene og når til 70 år.

Efter en kort pause spørger barn2:
Er du overhovedet så gammel?


Kalenderen den næste tid

Torsdag d. 17. marts genopfinder vi ForældreCaféerne.

Vi byder på aftensmad, kaffe og et spil billard eller bordtennis.

Vi har tidligere været glade for aftenerne med børn og voksne, I får muligheden for ikke at skulle lave mad, og vi prøver at holde priserne på et niveau hvor alle kan væere med.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 20.00.

Prisen er 35,- kr pr person.

Menuen står på stegt flæsk og persillesovs.

Tilmelding senest dagen før.
Fredag d. 1. april er der igen børnefest.

Vi plamlægger et tema sammen med børnene og glæder os til en festlig aften.

Om vi skal klædes ud, hvad menuen skal stå på, hvordan her skal pyntes op osv. ved vi derfor stadig ikke.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 20.00.

Prisen er 40,- kr pr barn.

Tilmelding senest dagen før.
Fredag d. 8. april tager vi på tur med 5. og 6. klasse.

Vi tager til Glostrup, hvor vi både skal bowle, spise god mad, købe slik i lange baner og ende i Glostrup Bio, hvor vi har hele salen for os selv og ser ikke mindre end to film.

Vi starter cirka klokken 15.30 og slutter engang efter midnat.

Vi håber på gavmilde forældre, der gider hente midt om natten.

Prisen bliover 150,- kr pr barn.

Invitation er sendt ud.
Mandag d. 18. april holder vi 5.- 6. kl arrangement.

Hvad vi skal er endnu uvist. Vi planlægger med børnene

Vi starter når alle har fri - cirka klokken 15.30 og regner med at slutte senest klokken 20.00.

Prisen bliover efter planlægningen.

Tilmelding bliver meldt ud senere.
Torsdag d. 28. april holder vi 4. kl arrangement.

Hvad vi skal er endnu uvist. Vi planlægger med børnene

Vi starter når alle har fri - cirka klokken 15.30 og regner med at slutte senest klokken 20.00.

Prisen bliover efter planlægningen.

Tilmelding bliver meldt ud senere.
Onsdag d. 4. maj er det til til Tivoli.

Det vil I helt sikkert høre mere om.
Onsdag d. 18. maj er der igen ForældreCafé.

Vi byder på aftensmad, kaffe og et spil billard eller bordtennis.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 20.00.

Prisen er 35,- kr pr person.

Menuen står på stegt ristaffel.

Tilmelding senest dagen før.
Onsdag d. 25. maj holder vi børneaften.

Vi skal være i Klubben og have det sjovt sammen.

Vi starter klokken 17.00 og slutter klokken 20.00. Undervejs spiser vi noget mad.

Prisen er 30 - kr for 4.-6. klasse.

Det er gratis for 3. klasse.

Tilmelding senest dagen før.
Fredag d. 3. juni holder vi overnatning for de store.

De store er 5. og 6. klasse.

Vi skal sove i telt, lave mad over bål, fortælle historier i mørket og hygge til langt ud på natten.

Vi starter fredag klokken 18.00 og slutter lørdag morgen klokken 10.00, når alting er ryddet op og morgenmaden spist.

Nærmere information kommer når vi nærmer os.

Torsdag d. 16. juni tænder vi op i grillen og inviterer til grillaften.

Traditionen tro inviterer vi både nye og gamle, store og små til en aften i Klubben med god mad, og mulighed for at se hvem vi (og I) er for nogle.

Vi lukker dørene op klokken 17.30 og lukker igen klokken 20.00.

Mere information i form af en invitation følger...







Lav din egen...

Nye udfordringer i køkkenet






'






Arkiv
Redaktionen: SFO-leder Flemming Brandt (ansvarshavende), Pernille Skau Nørgaard (redaktør) Til Top